Rødehavskysten Egypten

Rødehavsbjergene er sammensat af den udsatte neoproterozoic vulkan-sedimentære klippe i det arabisk-nubiske skjold. Selv om klippen i sig selv er 550–900 millioner år gammel, blev bjergene skabt ved løft, da selve Røde Hav blev dannet i Oligocene, kun for ca. 23–34 millioner år siden. De røde havbakker er således en del af den samme formation som Sarawat-bjergene i Saudi-Arabien og bjergene på Sinai-halvøen. Red Sea Hills stiger næsten til 3.000 meter i dag, men tidligere var de meget højere. Oligocen-løftet forårsagede foryngelse af deres vandløb, og den øgede erosion fjernede det meste af kalksten og sandsten for at udsætte kælderlaget. Itbāy er tør og modtager mindre end 200 millimeter (7,9 in) nedbør hvert år med stor variation. Barka-floden, den mest betydningsfulde af de få sæsonbestemte strømme, der strømmer ud i Røde Hav, stiger op i Rødehavshejserne i Sudan og tømmes i havet ved Tokar-deltaet. I forhistorisk tid var det sandsynligvis en permanent flod. Rødehavet er en kilde til porfyr, der blev udvindet allerede i det fjerde årtusinde f.Kr.

Rødehavsbakkerne er beboet af Beja folket, der praktiserer pastoralisme og lever hovedsageligt nær de tørre flodbed, wādīs, der sæsonmæssigt strømmer ud i havet og Nilen, hvor der er begrænset vegetation.  I antikken var Beja kendt som Blemmyes, og deres tilstedeværelse i bakkerne opdages arkæologisk af tilstedeværelsen af Eastern Desert Ware fra det fjerde århundrede e.Kr. Bakkenes materielle kultur placerer den fast inden for det gamle Egypts indflydelsessfære. Der er fundet omfattende gruveopgørelser i Wadi Allaqi og Wadi Gabgaba. De tidlige Blemmyes byggede platform tumuli (flade toppede gravhøje), og udseendet af varder til markering af begravelser i den sene middelalder kan være knyttet til islamisering.